Dataetik i virksomheder

Dataetik handler om forholdet mellem teknologi og borgernes grundlæggende rettigheder, retssikkerhed og grundlæggende samfundsmæssige værdier, som den teknologiske udvikling giver anledning til at overveje.

Dataetik skaber tillid

Anvendelse af data er i dag en integreret del af mange virksomheders forretning. Dataetik er et redskab for virksomheder til at vise kunder og samarbejdspartnere, at de kan have tillid til dataanvendelsen. 

Dataetik handler om at stille spørgsmål som fx:

  • Er kunderne klar over dataanvendelsen og finder de den rimelig?
  • Bruger vi flere data end nødvendigt?
  • Hvornår vælger vi at slette data og hvilke hensyn tager vi?

Virksomheder kan vælge at lave en dataetisk politik, som anvendes generelt, når virksomheden forholder sig til anvendelse af data. Derudover kan dataetik komme til udtryk ved at virksomheder beskriver deres dataetiske overvejelser ved konkrete dataanvendelser.

Vejledning i dataetik – kom godt igang

Digitaliseringsstyrelsen vejleder virksomheder i dataetik. Formålet med vejledningen er ikke at definere, hvad der er ”rigtigt eller forkert”, men at hjælpe virksomheder med at udstikke en retning for, hvordan de vil identificere og håndtere dataetiske problemstillinger.

Det er ikke svært at komme i gang med dataetik. De første skridt kan være:

  • Orientere sig på Virksomhedsguidens tema om dataetik her.
  • Hvis man er en lille eller mellemstor virksomhed, kan der søges tilskud til rådgivning omkring dataetik gennem SMV:Digital. Se SMV:Digital puljen ’Digital ansvarlighed: It-sikkerhed og dataetik’ her.
  • Download tjekliste for bestyrelser i digital ansvarlighed her.

Viden om dataetik i de største danske virksomheder

I 2021 blev det lovmæssigt bindende, at store virksomheder inkluderer en dataetisk redegørelse i årsrapporten. I publikationen ”Store danske virksomheders arbejde med dataetik” (2022) undersøges det hvordan virksomheder beskriver deres dataetiske politik, hvordan dataetik kommer til udtryk i deres virksomhed, samt hvordan de har valgt at arbejde med det.

Undersøgelsens hovedpunkter i 2022

  • 63 pct. af store danske virksomheder har en dataetisk politik.
  • 23 pct. af store danske virksomheder mener, at arbejdet med dataetik er et samfundsansvar.
  • 5 pct. af store danske virksomheder har redegjort for, hvordan de forstår dataetik i deres virksomhed.
  • Dataetik har ikke stort fokus hos ledelsen og interessen er ofte compliance-drevet.
  • Mange virksomheder har svært ved at forstå, hvad dataetik præcist dækkerover, og det er svært for virksomhederne at forankre deres dataetiske politik i organisationen.